modstandskamp.dk

Sorø Amtstidende
Torsdag den 24. Maj

Til Dachau for at - dø!
Inspektør Kragh fortæller „Sorø Amtstidende's Læsere om sine Oplevelser i de tyske Fængsler og Koncentrationslejre.

S k e l s k ø r.

NATTEN TIL den 31. Oktober 1944 blev der ved 2-Tiden dundret voldsomt paa Entré-Døren til Inspektør K r a g h s Privatbolig paa Gigtsanatoriet. Da der ikke øjeblikkelig blev lukket op, blev de store Ruder i Døren smadret, og ind stormede 11 svært bevæbnede Gestapofolk. Da Kragh, der sammen med sin Familie forlængst var gaaet til Ro, kom frem i Pyjamas, trængte Voldsmændene sammen om ham og begyndte at traktere ham med Geværkolber og hvad andet, de havde ved Haanden. Kort efter blev han i Bil - over Fuglebjerg - ført til Vestre Fængsel, hvor Celledørene smækkede i bag ham.
Dette var Begyndelsen det Drama, som udspilledes i de følgende Maaneder, indtil Befrielsen endelig kom.
I disse Stuer, hvor hin natlige Begivenhed fandt Sted, sidder jeg Anden-Pinsedag og taler med Inspektør Kragh. Solen skinner mildt og sommerligt nu gennem de store Vinduer, hvorfra der over Parkens Trætoppe er en henrivende Udsigt over Noret.
De Lidelser, Inspektør Kragh har gennemgaaet, har selvfølgelig mærket ham, men den ranke og spændstige Gang har han bevaret, og forhaabentlig vil han inden længe være i fuld Vigeur igen.

En skæbnesvanger Telefonsamtale og en frelsende do., der glippede.
Vi begynder med at stille Inspektør Kragh det Spørgsmaal, hvordan han kom ind i Frihedsbevægelsen.
Kragh beretter nøgternt og distinkt, uden Udsmykning af nogen Art — ogsaa da vi naar frem til Dachau-Tiden —, hvad der er foregaaet baade før og efter Arrestationen.
— Jeg var vel en af de første, om ikke den første, her i Skelskør, der kom med. Det gik til paa den Maade, at en af mine gamle Kammerater fra Kornetskolen en skønne Dag aflagde mig Besøg. Han havde faaet den Opgave at rejse rundt paa Sjælland og organisere en Modstandsbevægelse Han spurgte mig, om jeg vilde være med, og jeg erklærede mig straks villig. Den gang havde jeg forresten allerede været med i det illegale Bladarbejde, ligesom jeg blandt Skelskør-Borgere havde samlet nogle Tusind Kroner ind til det illegale Arbejde. I Sommeren 44 fik jeg atter Besøg, denne Gang af en Udsending fra Frihedsraadet, og Talen var da faa dannet et lokalt Frihedsraad for Skelskør og Omegn. Jeg skulle være repræsentant for den militære modstandsgruppe.
Direktør J.E. Heilmann kom nu ogsaa med i Arbejdet, repræsenterende „Ringen". Arbejdet gik derefter sin Gang. Noget af det første, vi havde at gøre var at skaffe Vaaben. Gennem Politibetjent Sonneby, Fredericia, tidligere Skelskør, fik vi den første Sending. Vi skulde imidlertid have flere, og jeg blev opfordret til at sætte mig i Forbindelse med Løjtnant L u n n, Hellestrup Hovedgaard ved Sorø Det var en Aften ved 7-Tiden, jeg ringede til Flinterup 38. Er det Løjtnant Lunn? spurgte jeg. Stemmen i Telefonen bejaede det. Jeg begyndte saa i saa camouflerede Vendinger som muligt at snakke om et Møde, vi maatte se at faa. Kort efter hørte jeg en anden Stemme, og først da var det den rigtige Lunn, jeg fik Forbindelse med, men han var saa mærkelig faamælt. Uraad anede jeg dog ikke, idet jeg troede, at den første, jeg talte med, havde været en Landvæsenselev, der havde taget Røret
Bagefter - men for sent - fik jeg at vide, at Samtale Nr. l var ført med en
- Gestapomand (der var netop Gestapo-Besøg paa Gaarden).
Dermed var jeg leveret - samme Nat kom Gestapo til Gigtsanatoriet
Paa Nytorv traf de - har jeg siden ladet mig fortælle - et ungt Menneske, som de spurgte om Vej til Sanatoriet Han var kvik nok til at forstaa, at der maatte være noget galt paa Færde, under et Paaskud slap han fra dem og forsøgte at ringe mig op i Telefonen og advare mig, men skæbnen vilde, at han forlangte eller fik et forkert Nummer – vistnok Frk. Bays i Boeslunde. Nogle kostbare minutter blev spildt. Paa Raadhuset tvang Gestapo en C.B.er med en Revolver i Siden til at vise dem min Bolig.

Jeg bekendte ingenting
I Vestre Fængsel sad jeg i 1½ døgn. Saa blev jeg ført til Forhør på Schellhuset. Om dette og de følgende Forhør ønsker jeg ikke at gaa i Detaljer. Kun vil jeg sige, at jeg prøvede alle g”Grader” af Forhør. Straks ved Arrestationen havde jeg tilstaaet, at jeg var Byleder i Skelskør, og dette kom mig for saa vidt senere hen til gode.
Der blev ingen Vaaben eller Sprængstoffer fundet hos mig, og jeg holdt stædigt fast ved, at jeg, skønt Byleder ingen underordnede havde, og hvad mine overordnede angaar, sagde jeg, at jeg kendte dem ikke. Derved blev det - videre kom mine Bødler ikke med mig.
Efter et af Forhørene — lad mig nævne det ogsaa — var der en af dem, der sagde til mig, at jeg vist „var ligesaa speget som de var røgede".
Det skulde formentlig opfattes som en Slags Ros!
Jeg indrømmer, at der skulde moden Mands Karakter og Viljestyrke til at modstaa de Pinsler, vi var udsat for. De yngste kunde i mange Tilfælde ikke holde Pinslerne ud og tilstod . . .
l 13 Uger sad jeg indespærret i Shell-huset. Den 5. Februar blev jeg sammen med 200 Fanger i Kreaturvogne ført til Frøslev-Lejren. Det var dog kun en Station paa Vejen. Bestemmelsesstedet var i Virkeligheden - Dachau.

I „Dødens Hus" i Dachau.
.Fange Nr. 141,647".
Den Omtale, Inspektør Kragh giver om Opholdet i Dachau, leder Tanken hen paa den malende Skildring, Dostojevski i sin berømte Roman „Fra Dødens Hus" har givet af Czardømmets Forvisningssteder i Sibirien. Og dog, nogen Sammenligning er der egentlig ikkeI Sibirien var der dog Lyspunkter i Fangernes trælsomme Tilværelse, l Dachau var der ingen. Kun Døden, ikke Befrielsen ventede paa alle dem, der blev lukket inde bag Dachaus Pigtraadsspærringer Det var som i Dantes Helvede. Her lades alt Haab ude!
Dacau - vel den mest berygtede af alle Tysklands berygtede Koncentrationslejre - laa 20 km fra Munchen.
Rejsen fra Harritslev til Dachau varede i 6 Dage og 6 Nætter og foregik i aflaasede Kreaturvogne. Vi var 90 Mennesker i hver Vogn, sammenstuvede som en anden Flok Kvæg.
I Dachau-Fangelejren var der, da jeg kom dertil, 26,000 Fanger. Mit Fange-nummer blev Nr. 141,647. Det vil med andre Ord sige, at Lejren havde været godt befolket, før jeg ankom. Og stilles Spørgsmaalet, hvor alle disse Mennesker da var blevet af, er der kun ét Svar: Døde af Farsoter eller Sult
Det var et internationalt Selskab, jeg kom ind i. Næsten alle Nationer var repræsenterede. Der var især mange Jugoslaver, bl.a. Officerer fra Titos Styrker, endvidere Franskmænd, Hollændere, Spanioler fra Borgerkrigens Dage, tyske Kommunister o.s.v., men kun ganske faa Danske — senere kom der dog flere til.
De enkelte Barakker var. da de blev byggede, beregnet til 162 Mand hver. Nu var vi sammenstuvet 1400 Mand i hver Barak, I det hele var Boligforholdene forfærdelige, l den ”Stue”, hvor jeg fik Ophold, var der 350 Fanger, skønt der paa Gulvet kun kunne staa 80 ad Gangen. Der var en Gnubbenog Gniden op ad hinanden og saaledes slet ingen Plads til Bevægelse. Resten, der ikke kunne være på Gulvet, maatte blive i Køjerne, der som Kaninbure strakte sig langs Væggen. I Køjerne, hvor vi var byltede sammen, var der 32 Centime´ter Plads for hver fange til at ligge på og 1 Kubikmeter Luft pr. Mand. Enten var der en skrækkelig Træk eller ogsaa en Stank, som var uudholdelig.
Ved vor Ankomst blev vi berøvet alt vort gode varme Tøj og iklædt Fangedragter, nogle tynde og snavsede, ildelugtende Laser.
Hver Morgen Kl. 5 blev vi efter en søvnløs Nat, skambidt fra Isse til Fodsaal af Væggetøj, Lopper og Lus, kaldt til Parade i Fængselsgaarden. Her maatte vi ofte i flere Timer staa i kulde og Slud, barhovede og kun ifført vores tynde Pjalter. Det var en haard Omgang.
- Kosten?
Om Morgenen noget skident, lunkent, faktisk udrikkeligt Vand og dertil en Humpel sort Rugbrød, ved 14-Tiden en Skaal Kaalrabi-Suppe og om Aftenen en Humpel Rugbrød igen. Desuden: en Gang om Ugen 20 Gram syntetisk Margarine og hver Søndag Aften en lille skive Pølse samt en af de andre Aftener i Ugens Løb: en Teskefuld Sukker. Det var hvad vi fik at spise. Hvis der ikke en gang imellem var kommet en Pakke Madvarer fra Røde Kors, saa havde det for længst været ude med mig.
Vi blev ikke, fortsætter Inspektør Kragh, korporligt mishandlet i Dachau. Naa, det var forresten heller ikke paakrævet. Under der forhold, vi levede,hvis jeg kan bruge det udtryk, skulle Døden nok gøre sin Høst alligevel.
- Nej vi kom aldrig ud af Karantænen som følge af de Epedimier, som hjemsøgte Lejren: Tyfus, Plettyfus, Skalagensfeber,Difteritis og Dysenteri, og kunde Sygdommen ikke gøre det af med et Menneske, var Sulten en god hjælper. Allene i Februar døde i Dachau 4.987 Fanger, ja så stort var antallet af dødsofre hele Tiden, at Lejrens beboere kunde fornys på mindre end et aar.
I Sorø Amtstidende så jeg forleden et billede af en dynge lig i en tysk Koncentrationslejr. Det billede kunne også have passet for Dachaus vedkommende. Fra nabobarakken bleb der i nattens løb kastet i dyngevis udenfor mit vindue. Aldrig var der under 15, og en morgen talte jeg 41 lig.
Det var et makabert syn at begynde dagen på. Krematoriefolkene i Dachau kendte ikke til arbejdsløshed.
- Hvor længe kunne De selv holde ud i dette Helvede, inspektør Kragh?
- Vel i 3-4 uger, så ville jeg være død af sult. Da jeg forlod Dachau vejede jeg 115 pund. Jeg har under opholdet her tabt 52 pund.

Hjem til friheden
Inspektør Kragh skildrede derefter flytningen til Neuengamme, hvor forholdene var betydeligt bedre, takket være hjælpen fra dansk og svensk Røde Kors. Grev Bernadotte skylder vi megen, megen tak.
Videre gik turen til Møgekkjær ved Horsens, derfra til Sverige og så hjem til Danmark, til friheden.
Jeg nærer ingen hævntanker mod nogen, slutter Inspektør Kragh. Alt hvad jeg har oplevet og lidt, står nu for mig som en ond drøm, noget forbigåent. Nu kalder arbejdet igen på min gamle virkeplads.